
Til 2 personer
Ingredienser
500 gram hummerhaler
1 dåse flåede tomater
Krydderier, f.eks. karry, chayennepeber, paprika, dild, salt og peber
2 bouillon terninger
1/2 l. piskefløde
6-7 fed hvidløg
2 stk. peberfrugt
1 porre
Flutes
Tilberedning
Først pilles de optøede hummere rå, skylles og dryppes af i en sigte.
En halv time inden servering varmes ovnen op til 190 grader. Hummerne spredes ud i et ildfast fad, og kommes i ovnen uden noget i ca 5 min.
De tages da ud, og den overskydende væske hældes fra. Dette er vigtigt da det ellers kan blive noget tyndt sjask.
Imellem tiden er hovedsovsen lavet, og er klar til at blive hældt over:
Hæld en dåse flåede tomater i en skål og tilsæt krydderier efter smag og behag. Jeg bruger gerne noget karry, chayennepeber, paprika, lidt salt og peber. 1-2 bouillon terninger kommes i, faste eller flydende, det er lige meget. Rør så det hele godt sammen.
Tilsæt nu 1/2 l. piskefløde (det giver det bedste resultat) og rør det igennem.
Kom nogle friske grøntsager/urter i piskefløden. Her kan man også bruge forskellige ting, Jeg tilsætter gerne noget fint hakket peberfrugt, 6-7 fed hvidløg alt efter smag og behag, men det skal så absolut i.
Man kan også tilsætte forårsløg eller en porre. Prøv evt. at eksperimentere lidt med tørrede urter, f.eks. dild eller hvad man nu har. Kun fantasien og ens smagsløg sætter grænsen.
Til sidst hældes sovsen over hummerne, som helst skal dækkes helt. Smid dem ind i ovnen og lad dem få ca. 15-20 minutter ved 190 grader. Lige inden de skal ud af ovnen, plejer jeg at komme 4-6 flutes derind - det skal også til, så der kan dyppes i sovsen.
Der kan servers et koldt glas hvidvin til, men en god krydret spansk eller chilensk rødvin er heller ikke af vejen.
Indsendt af P.M. Thorsen
|